Talentfuld kræftforsker fra Vemmeløse får millionbevilling fra Kræftens Bekæmpelse

Kathrine Rugbjerg er opvokset i Vemmeløse og arbejder idag som kræftforsker hos Kræftens Bekæmpelse i København. Hun starter nu et forskningsprojekt, som skal skabe større viden om unge kræftpatienter, og de senfølger de har risiko for at udvikle. Forskningen støttes med 1.2 mio kr af Kræftens Bekæmpelse.

Flere og flere unge får kræft både på verdensplan og i Danmark. I 2008 fik over 1300 danske unge mellem 15 og 39 år en kræftdiagnose. Det svarer til 4,4% af det totale antal kræfttilfælde i 2008.
Unge, der får kræft, har mange år foran sig hvor senfølger efter behandlingen kan udvikle sig. Derfor starter Kræftens Bekæmpelse nu et nyt forskningsprojekt for at øge viden om de unge kræftpatienter og de senfølger, de har risiko for at udvikle. Forskningen ledes af post doc Kathrine Rugbjerg fra Kræftens Bekæmpelses afdeling for Genetik og Medicinsk behandling, og støttes med 1,2 mio kr. af Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg.

Forskningsprojektet vil undersøge udviklingen i forekomst og overlevelse hos patienter, der har haft kræft som unge. Det er også et mål, at vurdere risikoen for senfølger i form af hjertesygdom, og endelig at se på hvor stor risikoen er for senere at få en blodprop i hjertet, afhængig af, hvilken type kræftbehandling patienten har fået.

Forskerne håber, at deres resultater kan føre til bedre forebyggelse og tidligere diagnose af hjertesygdomme, der kan opstå som senfølge efter kræftbehandling.

Kathrine Rugbjerg er 31 år og har en ph.d. grad fra Københavns Universitet

Det nye forskningsprojekt støttes økonomisk med 1,2 mio kr fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg, som i maj uddelte 76 mio kr til 63 kræftforskningssamarbejder.