SPOT-aktuelle Kites and Komets signer med EMI - ny single ude mandag d. 6. maj

Se video

Kites and Komets er klar med helt ny single ”She Lives in Neon Lights”, som viser en ny dybde i det ellers så veletablerede projekt. Efter et par travle år - hvor Kites and Komets bl.a. har fået massiv dækning af P3, udgivet en selvbetitlet debut-ep, vundet P3's karrierekanonen, og spillet på store festivaler som SPOT, Skanderborg og de tyske festivaler Culture Clash og Reeperbahn - er en mere gennemarbejdet og moden lyd klar til at indtage den danske musikscene.

KItes and Komets har netop signet med EMI Music og forventninger er tårnhøje efter et nyt musikalsk niveau er blevet sat. Det nye singleudspil ”She Lives in Neon Lights”, som udkommer på mandag d. 6. maj, blev til efter en koncert i Hamborg, hvor det kaotiske byliv omkring Reeperbahn kom ind under huden på frontmand Mikael Kærsgaard. Oplevelse af byen afbilledes i en historie om en ung piges liv og hendes forsvinden ind i byens skinnede neon lys - et smukt uptempo popnummer, som mellem linjerne gemmer en alvorlig tone om tomheden, der melder sig, når festens lys slukkes.

“She lives in the neon lights, brakes through the darker nights
throws you intriguing smiles, you can see it in her eyes”

Bag Kites and Komets finder man det 27-årige multitalent Mikael Kærsgaard, hvis bandhistorik også omfatter Munich og Hymns From Nineveh. Musikken er mixet af ingen ringere end Mario J. McNulty, som også står bag kæmpe successer som David Bowie, Manic Street Preachers og Kasmir. På mastering er der også hentet udenlandske kræfter ind - Chris Athens, som er mest kendt for sit arbejde med Coldplay og Beastie Boys.

Musikkens udtryk bevæger sig i krydsfeltet mellem det iørefaldende dansable popunivers og en eftertænksom og længselsfuld lyd. og Dualiteten er således gennemgående i Kites and Komets, både lyrisk og i projektets navn; Dragen som symbol på det fredfyldte og kontrollerede og kometen som den ukontrollable og kaotiske kraft. Også musikkens lyd er præget af modsætninger, hvor K&K ubesværet kombinerer det stramme skarpskårede elektropop med håndspillede beats og soulede vokalharmonier.

Videoen er en akustisk performance af den nye single og beviser i den grad det talent Kites and Komets har, selv når setting er langt væk fra scenen.

Kites and Komets er ude med “She Lives In Neon Lights” d. 6. maj og kan opleves live på SPOT festival, når de spiller koncert på SCC scenen d. 4/5 kl. 16.15.