Marie Key debuterer som solist

Efter to albums med Marie Key Band er Marie Key nu klar med sit første soloalbum. Det er produceret af Andreas 'Maskinen' Sommer, som har skabt et legende elektronisk univers omkring Keys indbydende lyrik og karakteristiske vokal.

Lige så ydmyge og underspillede Marie Keys sange tager sig ud, lige så uomgængelige er de, hvis man leder efter original dansk sangskrivning. Det har stået klart siden debuten med Marie Key Band i 2006, og nu understreger hun det yderligere med sit første soloalbum, ’I Byen Igen’, der udkommer 29. august.

I samarbejde med produceren Andreas ’Maskinen’ Sommer – kendt som den ene halvdel af Stoffer & Maskinen – har hun skabt et album med 11 varme og elegante popsange. Og Marie Key trives i det enkle, effektive og melodifremmende univers, der får hendes fint betonede tekster til at stå glasklart.
Albummets første single "Stå Op" roterede tidligere på året på P3 og tog hul på det helt store eksistentielle spørgsmål: ’Skal man stå tidligt op om morgenen eller skal man blive liggende?’ Og albummets åbningsnummer ”Mere Snak – Mindre Musik” samler tråden op med sin leg med store tanker i små rammer. Her brydes fortællerens bekymring om landets fremtid af jordnære tanker om en københavnsk bogreception med hvidvin og rygklapperi. Men foruden sit skarpe øre og humoristiske tone kaster Marie Key sig også ud i længselsfulde kærlighedssange om at miste kontrollen i mødet med et andet menneske. Om at blive forandret af et andet menneske.

Marie siger om sin nye plade: "Det her projekt startede ret beskedent hjemme i stuen med små, enkle skitser på computeren - beats og lidt keyboard. Langsomt udviklede sangene sig. Og da Andreas kom med, kom vi hurtigt ind i et virkelig godt samarbejde, hvor vi sammen eksperimenterede og byggede op. Tekstmæssigt er det jo en mørk plade som kredser meget om følelser af længsel og tvivl, men musikalsk synes jeg faktisk den er ret udadvendt og på en eller anden måde imødekommende".

Albummet bliver fulgt op af en turné henover efteråret.

I perioden siden Marie Key Bands seneste album ”Hver Sin Vej” fra 2008 har Marie Key blandt andet været aktiv som sangskriver og med medlem af musiktruppen omkring DR’s satiresucces, ”Rytteriet”, både på TV og på Bellevue Teatret.