Kan Google finde dig

Virksomheder bruger mange penge på deres flotte designede hjemmeside. Men de glemmer, at det er teksterne, der afgør om hjemmesiden har succes.

- Teksterne skal være skrevet, så de sælger varen. Og så skal de være søgemaskineoptimerede, så Google finder teksterne – og dermed virksomhedens eller butikkens hjemmeside. Det er et fokus mange glemmer, fortæller tekstforfatter Bjarne Aakmann Tøgersen fra firmaet Speakloud.

Skarpe sælgende tekster
Derfor holder Vejle Erhvervsudvikling i samarbejde med Speakloud en gratis workshop om at skrive sælgende SEO tekster. Det sker tirsdag den 23. august kl. 15 i Slagteriet Udviklingspark.

- Deltagerne vil i løbet af tre timer få et indblik i, hvordan de skriver skarpe tekster til nettet. De vil få værktøjer til at skrive og redigere tekster, der fastholder deres læsere og sælger deres budskab, forklarer tekstforfatteren, der fra sit kontor i Spinderihallerne i Vejle har hjulpet mange virksomheder til succes på nettet.

Brug de rigtige ord
For at få succes skal teksterne selvfølgelig være super gode. Men frem for alt skal de indeholde de rigtige ord. Det nytter ikke noget at skrive forbrugsstoffer, hvis du sælger blækpatroner. For der er ingen, der søger på ordet forbrugsstoffer.

- På workshoppen lærer du, hvordan du finder de rigtige søgeord ved at bruge et gratis Google værktøj. Det er slet ikke så svært, som mange tror, afslører Bjarne Aakmann Tøgersen, der udover søgeordsanalyse også sætter fokus på bl.a. h1’ere, meta descriptions og punktopstillinger.

- Det er alt sammen forholdsvis simple ting. Men de gør en verden til forskel. Kender du ikke til begreberne på forhånd, skal du ikke fortvivle. Workshoppen holdes på et niveau, hvor alle kan være med, understreger Bjarne Aakmann Tøgersen.

- Det er vigtigt, at du får nogle håndgribelige værktøjer med hjem i bagagen. Derfor starter du allerede på workshoppen med at arbejde med dine egne tekster. Så du kan med fordel medbringe en bærbar computer. Har du allerede nogle tekster, kan du tage udgangspunkt i dem på workshoppen.

Fakta
Dato: 23. august kl. 15 - 18
Sted: Slagteriet, Havneparken 2, 7100 Vejle
Pris: Gratis
Målgruppe: Workshoppens målgruppe er medarbejdere, der skriver til internet eller intranet, selvstændige og ledige der ønsker et kompetenceløft.