Juleposten kom frem

Postbudene har løbet ekstra stærkt de sidste dage, og posttasker og pakkebiler har været fyldt til randen. Men både pakker og breve sendt senest mandag den 21. december når frem inden jul.

- Der er blevet sendt rigtig mange julekort og pakker i år, og postbudene og vores medarbejdere i post- og pakkecentrene har knoklet og ydet en kæmpe indsats for at få det hele ud inden juleaften, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark.

Stigende nethandel har givet endnu flere pakker i julen end forventet, men de tunge posttasker vidner også om, at traditionen med at sende julekort til venner og familie lever i bedste velgående.

- Mængden af breve i december og et meget stærkt frimærkesalg fortæller os, at danskerne fortsat sender julekort i stor stil. Særligt har sjællænderne og københavnerne i år sendt rigtig meget julepost - faktisk mere end forventet, siger Lars Kaspersen. Og det underbygger en undersøgelse lavet af TNS Gallup for Post Danmark, der viser, at 74 pct. af danskerne regnede med at sende en kærlig hilsen med posten i år. Og flere end hver fjerde ville sende mere end 10 julekort.

- Vi kan se, at julehilsner sendt med posten betyder noget særligt for danskerne, og det gælder også for den yngre generation. Der er ingen tvivl om, at julekortet - og juleposten i det hele taget - er en fast del af danskernes jul. Sådan har det været i mere end 100 år, og sådan er det stadig.

Post sendt i dag bliver først omdelt på tirsdag, da postbudene holder fri juleaften og i helligdagene.