Illustreret Videnskab lancerer nyt leksion

30.000 danskere modtager i de kommende dage en gratis bog med posten. Det samme gør 230.000 nordmænd, svenskere og finner. Der er tale om første bind i en helt ny leksikonserie, som er udviklet af Illustreret Videnskab.
- Vi vurderer, at der er tale om det største bogprojekt i Norden siden Nationalencyklopædien og formentlig den mest ambitiøse lancering, siger ansvarshavende udgiver og viceadministrerende direktør Jens Henneberg.
Bogen har titlen "Livets Udvikling" og er det første af 12 bind i en serie om forskning og videnskab med den overordnede titel "Videnskabens Univers".
- Vort håb er, at mange af de mennesker, der får bogen i hånden, bliver så interesserede, at de vælger at købe næste bind i serien. I alt håber vi at kunne sælge over en million bøger, siger Jens Henneberg.
Der er tale om et moderne dansk-udviklet bogværk i international klasse. Hvert bind er rigt illustreret med fotos og forklarende tegninger og er opbygget, så det både egner sig til fordybelse og til at bladre igennem og blive fascineret af.
- Interesse for videnskab er afgørende for, at Danmark kan beholde sin position som et af verdens rigeste lande og bedst fungerende samfund. Derfor har vi følt et ansvar for at bruge vores ekspertise i at formidle videnskab i et stort folkeoplysningsprojekt, siger Jens Henneberg.
Det har taget tre år at udvikle bogserien, og der er etableret en fast redaktion med otte medarbejdere i København. Dertil kommer en lang række forskere og fagmedarbejdere, som bidrager med deres specialviden til de enkelte bind. Chef- og hovedredaktør for værket er Lotte Juul Nielsen, og de norske, svenske og finske udgaver oversættes og bearbejdes af nationale redaktører.
- Der er to grunde til, at det kun er Illustreret Videnskab og Bonnier Publications, der kan løfte denne opgave. Vi har den nødvendige redaktionelle ekspertise, og vi har direkte adgang til målgruppen, som er abonnenterne på Illustreret Videnskab, National Geographic og Historie. Ved traditionelt salg gennem boghandlen ville vi ikke kunne opnå det nødvendige oplag, siger Lotte Juul Nielsen.
Det næste bind i serien er "Universets Gåder", og derefter følger de resterende bind med få ugers mellemrum. Sidste bind er planlagt til udgivelse i foråret 2010.