Hjertearmbånd giver to millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse

Hjemme i Anni Pedersens hjem i Nivå står der 23 kasser med i alt 256 kg glasperler. Når der er blevet lavet hjertearmbånd af alle de mange tusinder perler, slutter muligheden for at købe det utroligt populære smykke. Anni Pedersens mål var at samle en million kroner ind til Kræftens Bekæmpelse. Når de 256 kg perler er lavet i armbånd og solgt, afleverer Anni Pedersen det dobbelte – nemlig to millioner kroner.
I begyndelsen af 2007 fik Anni Pedersen fra Nivå konstateret livmoderhalskræft. Hun havde indtil da solgt tøj for det danske tøjfirma Friendtex, og ud over at sælge tøj importerede hun perler fra Kina.
-Jeg elsker at lave smykker og havde lavet et hjertearmbånd, som mine børn og venner var meget begejstrede for, fortæller Anni Pedersen.
Det populære hjertearmbånd koster 100 kroner og kan købes på www.cancer.dk/webshop
Anni Pedersen foreslog direktøren for Friendtex, at de i stedet for at sælge bamser til fordel for Kræftens Bekæmpelse skulle sælge armbånd i stedet. Men det afslog han.
Intet kendskab til Kræftens Bekæmpelse
Anni Pedersen kendte ikke som sådan noget til Kræftens Bekæmpelse, før hun fik konstateret livmoderhalskræft.
-Da besluttede jeg mig for at lave nogle flere hjertearmbånd i det håb, at nogle ville købe det, og jeg dermed kunne donere penge til Kræftens Bekæmpelse.
Selv om Anni Pedersen var syg og afkræftet af kemo- og strålebehandling, brugte hun bl.a. tiden under behandlingen på at lave armbånd.
-Jeg begyndte at tage armbånd med på Herlev Hospital, hvor jeg fik behandling, og armbåndene blev revet væk. Det gik virkelig op for mig, at mennesker er rigtig glade for at gå med smykker med symbolsk betydning, forklarer Anni Pedersen.
Check på 25.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse
For der er tale om et symbolsk smykke. Det røde hjerte er symbol for kærlighed, og det sorte er sygdommen, som skal overvindes. De andre farver fortæller, at det ramme os alle, uanset hvem vi er.
I november 2007 var det en glad og stolt Anni Pedersen, der henvendte sig i Kræftens Bekæmpelse med en check på 25.000 kroner.
-Jeg var rigtig glad for at kunne aflevere pengene og stolt over, at de, der havde købt armbåndet, var glade for det, siger designeren.
Mere vil have mere. I hvert fald tog Anni i december måned kontakt til lokalavisen i Hørsholm og fortalte om sit armbånd og baggrunden for det.
-Så eksploderede det. Jeg fik så mange henvendelser op til jul. Det var helt vildt, fortæller Anni Pedersen. Og sådan har det været lige siden.
Anni Pedersen har et korps af frivillige, der laver armbåndene og pakker dem i gaveposer.
-Det er mine veninder og frivillige fra Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger, der sammen med mig laver armbåndene, siger Anni Pedersen.
Slut 1. januar 2009
Anni Pedersens mål var at kunne aflevere en million kroner til Kræftens Bekæmpelse, men inden året er omme er beløbet fordoblet.
-Fra 1. januar 2009 er det slut. Jeg vil fortsætte med at lave smykke på hobbybasis. Sælge perler og holde smykkekurser og bare have det godt og sjovt, siger Anni Pedersen og tilføjer,
-Stor tak til alle jer, som har købt armbåndet og dermed støttet kræftsagen. Jeg kniber mig fortsat ofte i armen. For er det en drøm?

Oprentlig dato: 

2008-11-12 13:56:21 +0200