Flere kvinder til dansk fodbold!

DBU går nu sammen med 3F og DIF for at sætte fokus på at skaffe flere kvindelige ledere til dansk fodbold. Samtidig lanceres ny lederuddannelse. Det sker ved en konference i Kolding den 12./13. marts, hvor blandt andet kulturminister Carina Christensen deltager.
Pigefodbolden boomer i Danmark og er nu den største sport herhjemme for piger til og med 18 år. De danske kvindelandshold har stor succes og kvindelandsholdet ligger lige nu nummer syv på FIFAs verdensrangliste. Det går med andre ord rigtig godt for kvinderne i dansk fodbold – i hvert fald ude på fodboldbanerne!
Inde i bestyrelses- og udvalgslokalerne i den politiske top af dansk fodbold kniber det nemlig modsat med at få kvinderne til at gå i front. Her styrer mændene stadig.
Men nu skal der en større balance i det ulige regnskab ifølge DBUs formand, Allan Hansen. DBU, DIF og 3F er derfor gået sammen om at lancere en ny lederuddannelse – ’Projekt Ledelsestalent’ - med fokus på kvinder – en uddannelse, der skal sikre at især kvinderne får større lyst til at give sig i kast med det fodboldpolitiske arbejde samt give dem de rigtige lederværktøjer til at deltage i det politiske arbejde.
Den nye uddannelse har ’kick off’, når DBU sammen med 3F og DIF afholder en konference på Hotel Scandic i Kolding den 12. og 13. marts under overskriften ’Kvinder vil lede’. Og DBUs formand, Allan Hansen håber at konferencen og den nye uddannelse formår at få fat i flere kvinder til at være en aktiv del af dansk fodbolds ledelser:
”Vi har haft en eksplosiv fremgang på medlemssiden, når det gælder pige og kvindespillere, og hvis vi skal gøre os et eller andet håb om, at vi på et eller andet tidspunkt kan matche antallet af ledere med antallet af aktive, så skal vi i gang nu,” lyder det klare budskab fra DBUs formand, Allan Hansen, der har igangsat initiativet fra DBUs side.
Og der er masser at byde på. På konferencen forventes masser af inspiration, diskussion og ikke mindst konkret erfaringsudveksling, når inviterede fra hele fodbolddanmark mødes. Udover deltagelse af DBUs formand Allan Hansen deltager også Niels Nygaard, formand for DIF samt kulturminister Carina Christensen og Hege Andersen Leirfall fra Norsk Fodboldforbunds bestyrelse, der vil dele ud af erfaringerne som kvinde på topplan fra norsk fodbold. Derudover holder andre relevante personer oplæg på konferencen, blandt andet tidligere landsholdspiller, Bettina Falk, og Theresa Blegvad, der i 2007 blev kåret til Årets unge erhvervsleder, samt nyeste kvindelige medlem i DBUs bestyrelsen, Mette Bach-Kjær. Ialt 100 deltager på konferencen i Kolding.
Overskrifterne i det nye ’Projekt Ledelsestalent’ er Personligt lederskab, Organisation, Strategisk ledelse og Kvinde/pigefodbold internationalt. I alt er der plads til 24 deltagere på den nye uddannelse.
Se programmet for konferencen den 12. og 13. marts her - http://www.dbu.dk/page.aspx?id=6990
Se mere om projektet her - http://www.dbu.dk/news/newsShow.aspx?id=250634