Ferietrafikken i Europa og på langdistanceruterne gav god passagervækst i august

Den gode passagerudvikling og den solide belægning fortsatte for Norwegian i august. Godt 2,5 millioner passagerer rejste med selskabet denne måned og belægningen var tæt på 90 procent. God vækst på langdistanceruterne samt stor ferietrafik i England og Europa generelt påvirker trafiktallene for august.

I august fløj 2.566.179 passagerer med Norwegian, en stigning på 9 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Den totale trafikvækst (RPK) steg med 9 procent, mens kapaciteten (ASK) steg med 1 procent denne måned. Belægningen på 89,7 procent er en stigning på hele 6,1 procentpoint fra samme måned sidste år. 97 procent af sæderne på langdistanceflyene var fyldt i august.

”Langdistanceflyvningerne og stor ferietrafik i England og i Europa generelt påvirker tallene i en positiv retning. At vi stadig tiltrækker os flere rejsende i England, Tyskland, Spanien og USA er glædeligt og viser, at selskabet også bliver bedre rustet til at møde den internationale konkurrence i fremtiden,” siger administrerende direktør Bjørn Kjos.

Norwegian gennemførte 99,9 procent af de planlagte flyvninger i august, hvoraf 80,2 procent afgik til tiden.

Selskabet fik leveret to fabriksnye Boeing 737-800 i august af i alt 10 i 2015. Med en gennemsnitsalder på fire år har Norwegian en af de nyeste og mest miljøvenlige flyflåder i Europa. I august indgik Norwegian aftale om at anskaffe sig to nye 787-9 Dreamliner med levering i 2017, hvilket betyder, at selskabet i alt vil have 19 langdistancefly i løbet af 2018.