EUROGYM 2010 sluttede med et brag

EUROGYM 2010 sluttede næsten som den startede – med begejstrede gymnaster, som strømmede ind på plænen for at være med i den originale EUROGYM Flash Mob Dance. Forinden havde de været vidne til en flot afslutningsceremoni.
Efter en uge med gymnastikopvisninger, workshops og masser af socialt samvær var det i aftes tid til at sige farvel for de ca. 4.200 deltagere og 300 frivillige hjælpere, som udgjorde stammen i den 7. EUROGYM 2010 i Odense.
- Det har været en fantastisk uge her i Odense. Vi har følt os meget velkomne og er blevet mødt med åbenhed og venlighed, hvor end vi har været, sagde Detlef Mann, formand for den europæiske gymnastikorganistaion, UEG, som sammen med Danmarks Gymnastik Forbund, Sport Event Denmark, Sport Event Fyn og Odense Kommune står bag gymnastikfestivalen.
Flot punktum
Afslutningsceremonien satte et flot punktum på en gymnastikuge, som i den grad har levet op til formålet om at skabe rum, forståelse og anerkendelse af europæisk gymnastik i alle afskygninger. De mange deltagere har lavet opvisninger i hele Odense og også besøgt flere af Fyns kystbyer med flotte opvisninger.
Socialt samlingspunkt
I aftes blev det hele bundet sammen i afslutningsceremonien, som var bygget op om et uddrag af de mange workshops. Efter at UEG-flaget officielt var overdraget til næste EUROGYM by – Coimbra i Portugal – strømmede deltagerne ud på plænen for at deltage i det fælles sociale samlingspunkt: the EUROGYM Flash Mob Dance til nummeret ”Alors on dance”.
- Ugen her i Odense har vist os, at unge meget gerne vil prøve nyt og være aktive, hvis faciliteterne og omgivelserne indbyder til det. Og det har det i den grad gjort her i Odense. Ugen har også vist os, at unge søger det, der kan samle dem socialt – som blandt andet den fælles Flash Mob Dansen har gjort det, sagde Jytte Storm, formand for organisationskomitéen.
I dag er det hjemrejsedag for deltagerne – og tid til oprydning for hjælperne.

Oprentlig dato: 

2010-07-16 12:34:20 +0200