En lille solstråle historie

En lille solstråle historie
19 årig røver anholdt efter ca. 1 time på fri fod.
Klokken er 10.50 torsdag formiddag i Skanderborg og alt ånder fred og idyl på gågaden i den lille by ved søerne.
Idyllen bliver pludselig brudt af larmen fra en knallert, der kører hurtigt op foran Guldsmedeforretning i Adelgade. Et vidne bemærker, at knallerten standser umiddelbart udenfor guldsmeden, hvorefter føreren i rask tempo går ind i forretningen. I hånden har pågældende en hammer, ligesom pågældende er maskeret med en mørk hue. Vidnet ser gennem forretningens ruder, at personen hæver hammeren og at han gentagne gange slår hammeren ned i forretningens glasmontre. Vidnet tager opstilling udenfor forretningen, og da røveren kommer ud fra forretningen og køre fra stedet på knallerten medbringende flere guldkæder, lykkes det vidnet at tage flere fotos af røveren og knallerten.
Guldsmeden alarmerer politiets vagtcentral, der hurtigt alarmere lokalpolitiet i Skanderborg. Patruljer bliver sendt mod stedet for rundering og gerningsstedsundersøgelse. .
Vidnet indfinder sig kort tid efter på Skanderborg lokalpolitistation og oplyser, at hun har et billede af røveren, hvorefter hun fremviser et billede på sit digitalkamera. Ved forstørrelse af billedet kan nummerpladen på knallerten aflæses. Politipersonalet med indgående lokalkendskab retter henvendelse hos den registrerede ejer af knallerten hvor opmærksomhenden henledes på en 19 årig mand. En politipatrulje sendes til den mistænktes bopæl i Østbrik. Den 19 årige mand benægtede indledningsvis ethvert kendskab til røveriet, men erkender kort tid efter røveriet. Udbyttet fra røveriet findes på bopælen gemt i et hulrum i husets sokkel.
Den 19 årige anholdt kl. 11.55 – Han nåede kun at være rig på smykker i ca. 1 time. Ved fremstilling i Grundlovsforhør blev det 19 årige røver fængslet i 4 uger.
I dag fredag er der igen roligt på strøget i Skanderborg, de handlende og deres kunder taler sikkert om dagens avisoverskrift – ”Voldsomt røveri hos guldsmed – røveren blev pågrebet kort efter”.