Danmark får døgnåben vagtcentral for dyr i nød

Dyrenes Beskyttelse åbner vagtcentral, der døgnet rundt sørger for hjælp til dyr i nød. Vagtcentralen er den første af sin slags i Danmark.

Langt de fleste danskere kender telefonnummeret 112. Nu er der endnu et akutnummer, der skal kodes ind i mobilen, for i dag lancerer Dyrenes Beskyttelse en døgnåben vagtcentral for dyr i nød. Nummeret til vagtcentralen er 1812.

Hurtig og effektiv hjælp til dyr i nød
Baggrunden for at starte en døgnåben vagtcentral er at sikre, at dyr i nød får den rigtige hjælp så hurtigt som muligt. En Gallupundersøgelse foretaget for Dyrenes Beskyttelse viser nemlig, at danskerne er meget i tvivl om, hvem de skal ringe til, hvis de oplever et dyr i nød.
"Undersøgelsen viser, at godt hver tredje dansker kontakter de forkerte, når de ser, at et dyr er i nød. Er det en opgave for kommunen, Falck, politiet eller noget helt fjerde? Og hvad er nummeret til kommunen? Og hvis de siger nej, hvem skal man så ringe til? Ved at oprette Dyrenes Vagtcentral gør Dyrenes Beskyttelse det nu nemt for alle at hjælpe et dyr i nød. Man skal nu blot ringe 1812, så hjælper Dyrenes Beskyttelse med at finde den rigtige løsning, så dyret får hjælp," fortæller direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis om baggrunden for at oprette vagtcentralen.

Bemandet døgnet rundt
Dyrenes Vagtcentral ligger i Dyrenes Beskyttelses sekretariat på Frederiksberg i København, og døgnet rundt sidder specialuddannet personale klar ved telefonerne. Så skulle uheldet ske, og man påkører en hjort klokken to om natten, vil der være hjælp at hente hos Dyrenes Vagtcentral.
"Man behøver ikke vente til et kontor åbner klokken ni næste morgen, man kan få hjælp lige med det samme. Og når man ringer til vagtcentralen, får man kontakt til personale med en stor viden om dyr, der sørger for, at man får den helt rigtige hjælp i den givne situation", forklarer Britta Riis.

Mange løsninger
Når Dyrenes Vagtcentral modtager et opkald om et dyr i nød, kan der være mange løsninger for at hjælpe dyret.
"Nogle gange vil rådgivning fra personalet være rigeligt. Andre gange sendes en dyreambulance af sted, der kan fragte det ejerløse dyr til enten dyrlæge, internat eller vildtplejestation. Og i de henvendelser, der drejer sig om mistanke om vanrøgt, bliver en af Dyrenes Beskyttelses kredsformænd kontaktet. De følger så op på sagen ved at tage ud og tilse dyret," forklarer Britta Riis.

Hvornår skal man ringe 1812
Dyrenes Vagtcentral er ikke kun for trafikramte hjorte, men for alle dyr i nød.
"Dyrenes Vagtcentral yder hjælp til alle dyr i nød. Det kan være en svane, der har fået viklet næbbet ind i plastik, dyr, der står på en mark uden vand eller en hund, der er blevet efterladt på en rasteplads," siger Britta Riis, der dog understreger, at vagtcentralen ikke tager sig af dyr, der har en ejer, medmindre dyret er i nød og ejeren ikke er til at finde.
"Man kan ikke ringe til 1812, hvis familiens hund har brækket benet. Det er en del af det ansvar, der følger med, når man anskaffer sig et dyr," siger Britta Riis.

Dyrenes Beskyttelse markerer åbningen af Dyrenes Vagtcentral onsdag den 17. august med reception på Alhambravej 15, Frederiksberg C fra kl. 14 - 16. Her vil der være åbningstale, båndklipning, live graffiti, konkurrencer, underholdning og fremvisning af en af dyreambulancerne.