Bag om stadiondrabet i Aalborg

TV 2-programmet "Den sorte box" går tirsdag 7. oktober bag om en af de senere års mest uhyggelige drabssager.
En tidlig efterårsmorgen sidste år vågner Danmark op til en voldsom nyhed. Den 48-årige Henrik Bjerremand Kristensen er fundet dræbt ved Aalborg Stadion. Tæsket ihjel. Drabet er yderst bestialsk, men forfærdelsen er endnu større, da det viser sig, at gerningsmanden er en kun 15-årig dreng - som tilmed har filmet offeret med sit mobil-kamera.
Hvordan kunne det gå så galt, at den 15-årige Rasmus endte som brutal drabsmand?
Journalisterne bag den prisbelønnede dokumentarserie "Den sorte box" har gennem adgang til Rasmus Popendas sag, hans familie og venner fået indblik i hans liv, og sammen med en af Danmarks mest anerkendte psykologer, Hanne Hostrup, leder de efter en sandsynlig forklaring på "Mysteriet om Rasmus", der sendes på TV 2 tirsdag 7. oktober klokken 20.00.
En dreng med muligheder
- og store problemer
Rasmus er ikke mere end fem år, da han springer som en rigtig, voksen målmand. Træneren er imponeret. Drengen viser flotte takter på en fodboldbane - han har en lovende fremtid som sportsmand foran sig. Også fra første skoledag tegner det lyst. Men der viser sig en anden virkelighed under den tynde, skrøbelige overflade.
Inden for de første skoleår udvikler livet sig i en mere og mere negativ retning for Rasmus. I skolen ender han ofte i slagsmål og meget tidligt konstaterer pædagoger, at Rasmus har et problem med alkohol og stoffer, og at han lever en stor del af sit liv på gaden. Politiet bliver også en fast bestanddel af Rasmus liv og en bekymrende, lang række af voldssager tager sin begyndelse.
Sagen Rasmus Popenda
Vold, druk og stoffer er ikke hverdagskost for et barn. Derfor bliver Rasmus Popenda også en sag i systemet - en ofte tilbagevendende sag hos Aalborg Kommune. Men problemerne tager til og i efteråret 2007 kan ingen længere være i tvivl om, at 15-årige Rasmus Popenda er farlig for sig selv og sine omgivelser.
Natten til 27. oktober er han på gaden sent om natten. På en cocktail af alkohol og amfetamin er Rasmus en tikkende bombe.Uheldigvis krydser han veje med Henrik Bjerremand Kristensen. Rasmus udsætter den 48-årige mand for et røverisk overfald, der er så brutalt og voldsomt, at Henrik Bjerremand Kristensen dør af skaderne. Det er en chokerende nyhed, nationen vågner op til.
Det unødvendige drab
Lige siden det brutale, dødelige overfald har et stort spørgsmål hængt i luften: Kunne det i virkeligheden have været undgået - kunne Rasmus Popenda have været stoppet i tide? Meget tyder på det -
"Den sorte box - Mysteriet om Rasmus" sendes på TV 2 tirsdag 7. oktober klokken 20.00.