Aske bliver til metro

Hvordan hænger din el og varme sammen med metrobyggeriet i København?

Når Danmarks største kraftværk, Avedøreværket, kører for fuld tryk, producerer det mellem 10 og 15 ton flyveaske i timen. Flyveakse er små askepartikler, der er så lette, at de ville flyve med røgen op ad skorstenen, hvis de ikke blev opfanget ved hjælp af gigantiske el-filtre. Men asken bliver fanget, og så kan den bruges til noget nyttigt.

”Det bliver faktisk til syv lastbiler fyldt til bristepunktet. Hver eneste dag. Så det er godt, at et af vores restprodukter kan gøre nytte et andet sted,” siger Niels Christian Kjær, der er chef for Avedøreværket.

Asken bliver nemlig brugt til at lave beton og cement, og ud af de syv lastbiler går tre til metrobyggeriet i København. Her bliver asken brugt til beton til den nye Cityring, som Metroselskabet forventer vil blive indviet i sommeren 2019. Og med 17 nye stationer og en længde på i alt 15,5 kilometer er behovet for beton stort.

”Det er ikke første gang, vi leverer flyveaske til store byggerier. Vi var også storleverandør af aske til både Storebæltsbroen og Øresundsbroen,” siger Niels Christian Kjær.

Røg bliver til gipsvægge

Der bliver også produceret en hel del gips, når Avedøreværket laver el og varme. I forbindelse med, at røgen renses, producerer værket hver time fire ton gips, der anvendes i gipsplader. Det betyder, at der kommer to til fire lastbiler hver dag og henter gips på værket, når det kører for fuld tryk.

Og for at slutte de interessante oplysninger af, så koger Avedøreværket 551 liter vand i sekundet i de store kedler, så vi har varmt vand i hanen og varme i radiatoren.

Har man selv lyst til at se det imponerende kraftværk på helt nært hold, er der nu en unik mulighed. I forbindelse med Avedøreværkets 25 års jubilæum inviterer DONG Energy alle interesserede inden for til åbent hus på værket lørdag d. 3. oktober kl. 10-16.