5 mænd anholdt efter flere indbrud

Nordjyllands Politi har anholdt 5 litauiske statsborgere, der mistænkes for over en længere periode at have gennemført adskillige indbrud i Nordjyllands Politikreds.

Det var flere betjente fra Nordjyllands Politi, der natten til tirsdag slog til og anholdt 5 litauiske statsborgere på 19, 22, 24, 28 og 36 år.

Anholdelserne blev gennemført i Aalborg, efter at to af de litauiske mænd havde begået indbrud i henholdsvis Klarup og Mou.

”Efter anholdelserne gennemførte vi flere ransagninger i Aalborg, og vi har beslaglagt en omfattende mængde koster, som vi formoder stammer fra indbrud begået i hele Nordjylland,” siger fungerende politikommissær Sune Myrup.

Grundlovsforhør
Nordjylland Politi oplyser desuden, at 4 af de anholdte ikke – på det foreliggende grundlag – har nogen tilknytning til Danmark i øvrigt.

De 5 anholdte fremstilles tirsdag 19. maj kl. 16.00 ved retten i Aalborg i et lukket grundlovsforhør med henblik på fængsling.