40 år som pædagogisk pioner

Allerede som studerende søgte Leif Gallmayer en stilling som forstander på Rødbygård. Nu krydser han sit spor som konstitueret forstander på Kofoedsminde og fejrer 40 års jubilæum som ambassadør for udviklingshæmmede.
Det var dengang, alt var enormt kodylt og knæhøj karse. Det var dengang, franske studenter på Sorbonne forårsagede, at De Gaulle’s regering måtte tage sit gode tøj og smutte ud af vagten.
Og det var i hvert fald ikke Sweet Dublin, kulturpersonlighederne sad og røg på trappen til Kulturministeriet i 1968.
Det er 40 år siden, og det er takket være frontfigurerne i det rettidige oprør fra dengang, at vi i dag har vores kritiske sans og sunde fornuft i behold i forhold til autoriteter.
En af de frontfigurer hedder Leif Gallmayer.
Med langt hår og viltert skæg prydede han aviserne og støbte overskrifter for hans pædagogiske indsats i forhold til udviklingshæmmede. Selv kalder han sig for en provokatør, som, efter nogle fumleår, værnepligt i Civilforsvaret og punktsvejser på en fynsk vaskemaskinefabrik, gav sig i kast med pædagogik.
Cykelvikarernes grå eminence
Gennem årene har Leif Gallmayers faglige kunnen ført til, at han er blevet bedt om at træde til som midlertidig forstander på en håndfuld forskellige institutioner.
Han kandiderer dermed til titlen som cykelvikarernes grå eminence. Leif Gallmayer strammer i overført betydning kæden og justerer tandhjulene de steder, han bliver bedt om det.
- Når jeg tænker tilbage på de steder, jeg har været gennem årene, kan jeg blive helt forpustet. Desuden er jeg også fra en tid, da mandlige pædagoger var et særsyn. Jeg husker tydeligt frøken Festersens benovelse, da jeg søgte en stilling på Kolonien Philadelphia. Men faget er beriget med oplevelser hver dag, og derfor kan jeg lide det og fortsætter med det, siger Leif Gallmayer.
Student som forstander
Mens den unge Gallmayer endnu videreuddannede sig i København, overtog han stillingen efter den daværende forstanderinde på omsorgsinstitutionen Rødbygård. Den stilling bestred han i fire år mellem 1976 og 1980 og var med til at erstatte kitteldynastiet med pædagogisk behandling.
Ved en mellemkomst af skæbnens paradokser er han tilbage på matriklen som konstitueret forstander for Kofoedsminde fra maj 2008. Om han søger den opslåede forstanderstilling, forbliver endnu Leif Gallmayers drilske hemmelighed. Under alle omstændigheder vender han ikke tilbage som forstander for Bo og Naboskab Sydlolland efter vikariatets udløb 31. december.
- Jeg kommer ikke med revolution eller forkromede programerklæringer, sagde Leif Gallmayer, da han præsenterede sig for personale og beboere på Kofoedsminde. Det skete efter en bitter strid om arbejdsforhold med den tidligere forstander.
Millioner til arbejdsmiljø
Nogle få måneder senere lå der en check på 8,3 millioner kroner i fondsmidler til at forbedre arbejdsmiljøet på Kofoedsminde. Bevillingen er ikke Leif Gallmayers fortjeneste alene. Og hvis de var, er han for beskeden til at bryste sig af det.
Ikke desto mindre bruger han superlativer som pragtfuldt og storslået, når han ser overskrifterne med nyheden om bevillingen. Men ordene måler sig ikke med den begejstring, som øjnene og kropssproget afslører.
Hæder og hæder
Leif Gallmayer har selv været en del af det fagretlige system som tillidsmand i Slagelse. Socialpædagogernes Landsforbund har givet ham en personlig hædersbevilling. Og da der fulgte 25.000 kroner med certificeringen for godt arbejdsmiljø for Bo og Naboskab Sydlolland gik pengene til en glad aften for medarbejderne i Nykøbing Falster Revyen.
Mange kasketter har siddet på Leif Gallmayers hoved: forstander, foredragsholder på seminarier, beskikket censor ved bachelor-eksaminer, konstitueret forstander, pædagogisk konsulent for amtsrådet og medstifter af et museum på Andersvænge om forsorgshistorien.
Og netop i forbindelse med fotooptagelser af de gamle rekvisitter til museet, beviste Leif Gallmayer, at der stadig er en rest af modvilje mod brutale autoriteter tilbage:
Han nægtede at tage en tyskerhjelm på til ære for fotografen.
Jubilæet fejres ved en reception onsdag 1. oktober 12.00 – 15.00 på Danhotel Rødbyhavn

Oprentlig dato: 

2008-09-29 14:50:14 +0200