​Forrygende og vidtfavnende januarprogram i Ideal Bar

Forrygende og vidtfavnende januarprogram i Ideal Bar
Ideal Bar byder endnu en gang på et spændende og alsidigt program i januar måned, med spirende artister fra den danske og internationale musikscene.

Der er rigeligt at se frem til i januar måned, når Ideal Bar præsenterer nogle af tidens mest interessante upcoming navne i intime rammer, hvor der både er plads til fest og fordybelse.

Det britiske firkløver Kill It Kid leverer en blanding mellem blød americana og kantet grunge som blandt andet kunne nydes i Samsungs reklame for Smart TV i 2013, hvor sangen ”Run” udgjorde soundtracket. Bandet bliver sammenlignet med navne som The White Stripes, men deres store inspirationskilder er Bob Dylan, Tom Waits og Nirvana.
Kill It Kid – 17. januar i Ideal Bar

Gazelle Twin byder på et eksperimenterende og elektronisk univers hyldet i dunkle toner. Den seneste plade fra Gazelle Twin, Unflesh, har hentet inspiration fra rebellerne i Londons gader og det høres blandt andet på singlen ”GUTS”, hvor frihedstrangen og overlevelsesstrategier gennemsyrer tekst og melodi.
Gazelle Twin / 27. januar i Ideal Bar

Den 28. januar kan du nyde en dobbeltkoncert med henholdsvis Gabriellas og Josh & Alexander. Gabriellas skaber et stærkt udtryk med fængende melodier og signifikante vokaler. Deres skandinaviske lyd har et twist af Bangles, Icona Pop og Ronettes.

De to unge musikalske talenter Josh & Alexander (16 og 19 år) har begge spillet musik siden de var små. Duoen har allieret sig med hitproducerne Remee og Chief 1, som har hjulpet dem frem til lyden på singlen ”Underdosis”.
Gabriellas + Josh & Alexander / 28. januar i Ideal Bar

Den svenske sangerinde Alice Boman er tidligere VEGAs Udvalgte fra 2014 og vi er glade for igen at kunne præsentere hende i VEGA. Bomans stemme rummer den samme styrke og skrøbelighed som Nina Simone. Det fornemmes tydeligt på hendes anden ep, EP II, fra i år, nyd blandt andet singlen ”What” herfra.
Alice Boman / 31. Januar i Ideal Bar

Fakta om koncerterne:
Diverse kunstnere i Ideal Bar Live
Januar 2015
Ideal Bar Live, Enghavevej 40, 1674 København V
Fra 60-100 kr. + gebyr