​Anholdelser i sag om hvidvask af mere end 100 mio. kr.

Københavns Politis Task Force Pusherstreet har i samarbejde med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) mandag anholdt tre formodede bagmænd til hvidvask af narkotikapenge.

De tre anholdte fremstilles i grundlovsforhør tirsdag, hvor anklagemyndigheden tillige vil begære de mere end 2,5 millioner kr., der blev fundet under mandagens ransagninger, beslaglagt.

Mandagens anholdelses- og ransagningsaktioner er et resultat af Task Force Pusherstreets efterforskninger mod en gruppe af kriminelle, der leverede hash til hashboderne i Pusherstreet på Christiania. Her blev politiet opmærksom på, at de kriminelle vekslede penge tjent ved hashhandlen til euro i omhandlede vekselbureau.

Gruppen af kriminelle blev i december 2013 idømt henholdsvis 2½ år og 3 års fængsel for at have leveret ikke under 250 kg hash til hashboderne i Pusherstreet.

I en anden sag, der ligeledes rettede sig mod kriminelle, der leverede hash til Pusherstreet, blev det på samme måde konstateret, at indtjeningen fra hashhandlen blev vekslet til euro i omhandlede vekselbureau. Gerningsmændene i denne hashsag blev i juni 2014 idømt henholdsvis 2 og 2½ års fængsel for besiddelse af henholdsvis 106 kg og 328 kg hash.

Københavns Politis Task Force Pusherstreet har derfor igennem det seneste halvandet år efterforsket mod vekselbureauet, der ligger på Nørrebrogade i København. Politiet og anklagemyndigheden mistænker ansatte i forretningen for at have medvirket til hvidvaskning af mere end 100 millioner kroner for kriminelle personer og grupperinger.

Efterforskningen førte til, at der mandag den 17. november 2014 – i samarbejde med SØIK – blev gennemført ransagninger flere steder i Københavnsområdet, samt foretaget anholdelser af to mænd på henholdsvis 31 og 65 år med tilknytning til vekselbureauet.

”Vores efterforskning har vist, at også andre personer med tilknytning til narkotikakriminalitet vekslede penge i vekselbureauet,” oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Task Force Pusherstreet, Københavns Politi.

"Vi har et stort fokus på at forhindre hvidvask af kriminelle penge og har derfor særlig opmærksomhed på en del af den finansielle sektor, som kan være et svagt led i kampen mod hvidvask. Vi har sammen med Københavns Politi i går gennemført en fælles aktion, som skal sende et stærkt signal herom", siger vicestatsadvokat Per Fiig fra SØIK.

Under aktionen anholdt politiet tillige en 45-årig mand med relationer til Pusherstreet. Hos denne fandt politiet ca. 550.000 kr., som ifølge politiets mistanke stammer fra den organiserede handel med hash i Pusherstreet.

"Vi er meget tilfredse med, at vi efter vores overbevisning har afdækket endnu en del af pengesporet i den organiserede handel med hash i Pusherstreet" siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.