VM-alvoren nærmer sig

Med kun tre dage igen til første kamp ved VM-slutrunden på New Zealand har FIFA nu indledt de mere officielle forberedelser til slutrunden. De danske U/17-piger var derfor søndag på skolebænken, hvor den danske FIFA-dommerinstruktør, Gitte Holm, underviste i fodboldreglerne som eneste fag på skemaet.
Grønsværen og fodboldstøvlerne var søndag formiddag erstattet med et konferencerum og badetøfler, da de danske U/17-piger som et led i forberedelserne til de kommende VM-kampe skulle introduceres til de gældende fodboldregler og fokusområder under slutrunden. Et initiativ fra FIFA-dommernes side, der skal sikre at alle hold får en direkte information om retningslinjerne.
Fokus var især på forhaling af tid, skuespil og brugen af albuer med mere.
”Vi laver introduktionen til holdene for at sikre et godt samarbejde mellem os og holdene, allerede inden VM går i gang. Også for at gøre holdene opmærksomme på, hvad er det dommerne fokuserer ekstra meget på denne gang. Vi fokuserer selvfølgelig på hele lovstoffet, men der er nogle ting, som vi ser sker lidt oftere igennem året, og dem sætter vi større fokus på – og det synes vi også spillerne skal vide, at vi gør,” lyder det fra danske Gitte Holm, der er FIFA-dommerinstruktør, og derfor i dagens anledning havde fået til opgave at introducere de danske spillere til retningslinjerne.
VM positivt for pigefodbolden
Gitte Holm arbejder også i Danmark som dommerinstruktør og sidder desuden i en arbejdsgruppe under DBU, der skal sikre flere kvindelige dommere. Som FIFA-instruktør har hun på New Zealand fået til opgave at se alle kampe igennem, og efterfølgende samle både gode og mindre gode situationer sammen til dommernes evaluering. Den danske instruktør er glad for, at der nu også spilles et VM for U/17-piger, som hun mener er rigtig positivt for pigefodbolden:
”Jeg synes, at det VM for U/17-piger, som vi nu skal i gang med, er helt fantastisk. Det betyder både, at der kommer fokus på fodbolden som sport, men også på, at der faktisk er rigtig mange unge, der også spiller noget rigtig flot fodbold. Hver gang du viser et VM i fjernsynet, vil du få opmærksomhed og en følgende tilgang til sporten. Så forhåbentligt betyder det, at der kommer endnu flere piger til fodbolden også i Danmark,” siger Gitte Holm.
Og til spørgsmålet, om hun skal se de danske kampe?
”Selvfølgelig! Jeg skal jo som nævnt se alle kampe, men jeg har faktisk valgt, også for at sikre jeg ikke er for 'farvet', at få nogle kollegaer til at se netop Danmarks kampe igennem og klippe dem. Men jeg glæder mig rigtig meget til at se pigerne spille, og forhåbentlig juble,” slutter Gitte Holm, der er på New Zealand under hele VM-slutrunden.
De danske piger skal i morgen mandag for første gang besøge kampstadion, der tirsdag lægger græs og tribuner til åbningskampen mellem New Zealand og Canada. North Harbour Stadium har plads til 25.000 tilskuere. Se mere her
Danmark spiller sin første kamp dagen efter, onsdag den 29. oktober, mod Columbia med kampstart klokken 12.00 lokal tid. Kampen vises på Sky Sport i New Zealand og Eurosport i Danmark klokken 9.30. I alt er godt 150 internationale pressefolk akkrediteret til VM-turneringen.
Læs mere om VM-slutrunden på New Zealand her på siderne eller på www.fifa.com.

Oprentlig dato: 

2008-10-27 01:35:05 +0200