Finanskrisen raser! Men der er ikke råd til erhvervsøkonomer

I en tid, hvor bankerne går ned på stribe, sparer politikerne på uddannelsen af deres fremtidige redningsmænd. Besparelserne på samfundsøkonomiske uddannelser betyder, at professorerne ikke får tilstrækkelig tid til at undervise de studerende.
På Copenhagen Business School studerer over 15.000 studerende. Deres uddannelse og viden skal bringe Danmark på forkant med de fremtidige samfundsøkonomiske udviklinger. Derfor burde der investeres i den samfundsvidenskabelige forskning og uddannelse på CBS, men ifølge Henrik Thorn, formand for CBS Students, er det langt fra tilfældet. De studerende oplever, at landets uddannelsespolitik direkte forringer deres uddannelser.
”De studerende på CBS har blot én forsker per 26 studerende. Og sammenligner vi med DTU, hvor der er én forsker per 7 studerende, så er vi CBS studerende lidt til grin", siger Henrik Thorn og fortsætter: ”Danmark har i stigende grad brug for økonomer og ledere til at administrere og lede danske virksomheder. Det er grundlaget for fremtidens arbejdsmarked i Danmark, men uddannelserne får ikke den prioritering blandt politikerne. ”
Gør som resten af Europa
Ser man mod udlandet har erhvervsuddannelser en langt højere prioritet. Her investeres der netop i samfundsvidenskabelige uddannelser og forskning. På flere af Europas anerkendte business schools er der blot 11 studerende per forsker. Det understreger Danmarks behov for seriøse investeringer i fremtidens ledere og forretningsfolk. Henrik Thorn har svært ved at se muligheden for uddannelser i verdensklasse, så længe universitetssektoren ikke modtager flere penge.
“Vi kan ikke skabe uddannelse i verdensklasse, når finansieringen er så dårlig til de erhvervshumanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser og forskningsmiljøer, siger Henrik Thorn. Vi taber generationer af virksomhedsledere, hvis der ikke sættes ind nu. ”

Oprentlig dato: 

2008-09-16 21:51:14 +0200