Aktiv ferie for hele familien i sommer-Sverige

Tusindvis af danske familier vil denne sommer holde ferie i Sverige. Som børnefamilie behøver man nemlig ikke at rejse meget mere end et par timer for at stå over for et rent tag-selv-bord af naturoplevelser og aktiviteter. Og ifølge anerkendt ekspert i børn og motion er netop en aktiv ferie en god anledning til at ændre børns motionsvaner, hvilket i sidste ende giver gladere og mere selvtillidsfulde børn.
En tur over vandet, få timer fra Danmark. Mere skal der ikke til for at skyde en anderledes og begivenhedsrig sommerferie i gang for hele familien. Det sværeste er næsten at vælge blandt alt det, som Sverige har at byde på i sommermånederne. Uanset, hvor turen går hen, er fællesnævneren natur, bevægelse og i det hele taget aktiviteter langt væk fra computerskærmen og andre stillesiddende aktiviteter, som alt for mange børn og voksne kender fra dagligdagen:
”Det er ikke lige meget om børn bevæger sig eller ej. Aktive børn er mere glade, har større selvtillid og er bedre til at håndtere stress – og de lærer bedre. Hvis man derimod er meget inaktiv som barn, slæber man den dårlige kondition med ind i voksenlivet. Det indebærer øget risiko for en række sygdomme senere i livet. Men nu kommer ferien. Og i ferien er der tid til at være sammen, tid til at ændre på nogle af de dårlige vaner og tid til at finde glæden ved bevægelsen og legen,” siger Bente Klarlund Pedersen, overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet, forfatter til bogen ”Børn og Motion” og desuden formand for Det Nationale Råd for Sundhed.
I Sverige har børnefamilier helt optimale betingelser for en aktiv ferie, og samtidig er Sverige, den korte afstand fra Danmark til trods, eksotisk for både børn og voksne, fordi man kan opleve ting, der er helt anderledes, end det vi kender fra Danmark.
”Selvom Sverige er tæt på Danmark rent geografisk, er landets natur, kultur og dyreliv markant anderledes, end hvad vi kender herhjemmefra. Det er unikt, at man ikke behøver at rejse længere for at få oplevelser, der ligger så meget ud over, hvad vi er vant til. Og særligt for børnefamilier er der rigtig meget at komme efter i nabolandet, ikke mindst når det handler om aktiv ferie, hvad enten det er leg på klipperne og svømning i skærgården, deltagelse i skattejagt i naturen ved hjælp af gps, en tur på hesteryg eller et besøg i Astrid Lindgrens Verden,” siger Niels Mouritzen, direktør for VisitSweden i Danmark.
At Sverige er et oplagt rejsemål for hele familien, er der efterhånden rigtig mange danskere, der har fundet ud af. Alene sidste år rejste mere end 100.000 danske børnefamilier til Sverige, og VisitSweden har ingen grund til at forvente, at det tal vil blive lavere i år.
”Oplevelses udbudet i Sverige er jo lidt mere eksotisk end det hjemlige og samtidigt alligevel trygt at færdes i for vi danskere. Og så gør det jo heller ikke noget valutakursen stadig meget fordelagtig set i forhold til den danske krone”, siger Niels Mouritzen.
Obs: Den seneste overnatningsstatistik for danskernes overnatninger i Sverige viser at de
seneres års udvikling fortsætter. Således er de danske overnatninger i Sverige i 2010 steget yderligere med 6% sammenlignet med rekordåret 2009.

Oprentlig dato: 

2010-07-05 12:07:41 +0200